Sidste dag i smukke Zion…
Udgivet den:13 juli 2019By Conni Falkner
Vi er nået til sidste dag i Zion, og efter planen skulle det være fridag. Så drengene fik lov til at holde fri idag. Til gengæld havde jeg sat vækkeuret til kl. 05:00, så Keld og jeg kunne komme ud og hike fra morgenstunden. Og det lykkedes faktisk at komme op og nå den første shuttle bus ud til stop nr. 6, hvor den legendariske trail Angels Landing starter.
En lettere morgentræt Conni ved busstoppestedet lige ved indgangen til Zion National Park klokken meeeget tidlig 😉
Angels Landing stod egentlig ikke på vores liste, da den er både vanvittig hård og tæt på med livet som indsats. Jeg ved ikke, om det skyldes varmen, men på en eller anden måde, så fik vi overbevist hinanden om, at den måtte vi da gå.
Så der var vi kl. 06:10…. ved foden af en gigantisk bunke af klipper, som skulle bestiges. Jeg nåede da også lige at tænke et par gange, for hvis skyld det lige var, at jeg skulle give mig i kast med dette monster⛰ – og så mindede jeg mig selv om, at det vist nok udelukkende var for min egen skyld. Vejret var heldigvis med os – “kun” 29 grader kl 0600 og så er fint tyndt skydække. Helt perfekt?
Her tager vi lige en pustepause, og nyder morgen udsigten ind i Zion Canyon der begynder at folde sig ud, selvom vi her først lige har startet opstigningen.
Så opad det gik. Og det gik OP AD OG OP AD OG OP AD. Men vi tog det stille og roligt, og efter ca. 75 minutter nåede vi den første milepæl på turen. Punktet lige inden den vanvittige opstigning til Angels Landing starter.
Da vi havde fået pulsen ned på et nogenlunde normalt niveau, begyndte vi på næste etape. Og det var bestemt ikke for sarte sjæle – og slet ikke hvis man lider af højdeskræk. Man nærmest klatrer på tværs af en virkelig stejl klippe, hvor der mulighed for at holde i en metalkæde med den ene hånd. Og her skal man ikke falde – så er det good bye, der er ingen sikkerhedsnet her….
Nogen siger, at man skal nyde udsigten – det skulle jeg ikke nyde noget af på det tidspunkt. Der var fuld fokus på at tage det næste skridt og ikke miste fodfæste. Aldrig har jeg været så taknemmelig for mine hiking-støvler – dem står man nemlig helt fast i?
Efter et stykke tid når man igen til en lille platform, hvor man kan samle lidt kræfter – og nyde den utrolige udsigt. Og her må jeg bare tilstå – den udsigt var hele klatreturen værd. Det var helt fantastisk??.
Herfra var der kun et ganske kort stykke op til selve Angels Landing. Vi stod længe og betragtede den sidste del. Det var egentlig ret tilforladeligt at kravle der op – ikke noget der var værre, end det vi allerede havde klaret. Men vi var begge ret betænkelige ved nedstigningen. Ikke mindst fordi der efterhånden også var en del, som skulle ned ad samme sti, samtidig med, at vi skulle gå op. Mest bekymret var vi faktisk for den horde af teenagere i sandaler og usnørrede sko, som tumlede rundt deroppe. Men trods bevidstheden om, at det til en vis grad var med livet som indsats, besluttede vi at begynde opstigningen, og aftalte at vende om, hvis der kom for mange, der skulle ned, Og sådan gik det – vi nåede et pænt stykke af den allersidste vej op til toppen, og så vendte vi om. Vi ville være sikre på at komme hjem til vores drengen igen.
Turen ned var bare ren nydelse, og udsigten var det hele værd.
På vejen retur kørte vi ud til en lille “Ghost town” – en lille forladt by “Grafton”, som blev startet af nybyggerne for mere end 100 år siden (det er gammelt i USA?). En række af husene var bevaret, og det var så fint at se, og lidt syret at vandre rundt i denne forladte by og ind og ud af husene, der bare havde fået lov til at stå. Kirken stod også endnu. Den var blevet brugt som skole mandag-lørdag og som kirke om søndagen. En sjov lille oplevelse at krydre dagen med, og et fantastisk fotogent område?
Og ja – drengene havde fridag. Så de havde hygget sig mens vi var væk. Der var blevet lavet frokost i microovnen, og så havde de selvfølgelig været på shopping….. Man kan jo ikke ligge ved poolen hele dagen uden en passende mængde legetøj man kan tage med i poolen:-)
En lettere morgentræt Conni ved busstoppestedet lige ved indgangen til Zion National Park klokken meeeget tidlig 😉
Angels Landing stod egentlig ikke på vores liste, da den er både vanvittig hård og tæt på med livet som indsats. Jeg ved ikke, om det skyldes varmen, men på en eller anden måde, så fik vi overbevist hinanden om, at den måtte vi da gå.
Så der var vi kl. 06:10…. ved foden af en gigantisk bunke af klipper, som skulle bestiges. Jeg nåede da også lige at tænke et par gange, for hvis skyld det lige var, at jeg skulle give mig i kast med dette monster⛰ – og så mindede jeg mig selv om, at det vist nok udelukkende var for min egen skyld. Vejret var heldigvis med os – “kun” 29 grader kl 0600 og så er fint tyndt skydække. Helt perfekt?
Her tager vi lige en pustepause, og nyder morgen udsigten ind i Zion Canyon der begynder at folde sig ud, selvom vi her først lige har startet opstigningen.
Så opad det gik. Og det gik OP AD OG OP AD OG OP AD. Men vi tog det stille og roligt, og efter ca. 75 minutter nåede vi den første milepæl på turen. Punktet lige inden den vanvittige opstigning til Angels Landing starter.
Da vi havde fået pulsen ned på et nogenlunde normalt niveau, begyndte vi på næste etape. Og det var bestemt ikke for sarte sjæle – og slet ikke hvis man lider af højdeskræk. Man nærmest klatrer på tværs af en virkelig stejl klippe, hvor der mulighed for at holde i en metalkæde med den ene hånd. Og her skal man ikke falde – så er det good bye, der er ingen sikkerhedsnet her….
Nogen siger, at man skal nyde udsigten – det skulle jeg ikke nyde noget af på det tidspunkt. Der var fuld fokus på at tage det næste skridt og ikke miste fodfæste. Aldrig har jeg været så taknemmelig for mine hiking-støvler – dem står man nemlig helt fast i?
Efter et stykke tid når man igen til en lille platform, hvor man kan samle lidt kræfter – og nyde den utrolige udsigt. Og her må jeg bare tilstå – den udsigt var hele klatreturen værd. Det var helt fantastisk??.
Herfra var der kun et ganske kort stykke op til selve Angels Landing. Vi stod længe og betragtede den sidste del. Det var egentlig ret tilforladeligt at kravle der op – ikke noget der var værre, end det vi allerede havde klaret. Men vi var begge ret betænkelige ved nedstigningen. Ikke mindst fordi der efterhånden også var en del, som skulle ned ad samme sti, samtidig med, at vi skulle gå op. Mest bekymret var vi faktisk for den horde af teenagere i sandaler og usnørrede sko, som tumlede rundt deroppe. Men trods bevidstheden om, at det til en vis grad var med livet som indsats, besluttede vi at begynde opstigningen, og aftalte at vende om, hvis der kom for mange, der skulle ned, Og sådan gik det – vi nåede et pænt stykke af den allersidste vej op til toppen, og så vendte vi om. Vi ville være sikre på at komme hjem til vores drengen igen.
Turen ned var bare ren nydelse, og udsigten var det hele værd.
På vejen retur kørte vi ud til en lille “Ghost town” – en lille forladt by “Grafton”, som blev startet af nybyggerne for mere end 100 år siden (det er gammelt i USA?). En række af husene var bevaret, og det var så fint at se, og lidt syret at vandre rundt i denne forladte by og ind og ud af husene, der bare havde fået lov til at stå. Kirken stod også endnu. Den var blevet brugt som skole mandag-lørdag og som kirke om søndagen. En sjov lille oplevelse at krydre dagen med, og et fantastisk fotogent område?
Og ja – drengene havde fridag. Så de havde hygget sig mens vi var væk. Der var blevet lavet frokost i microovnen, og så havde de selvfølgelig været på shopping….. Man kan jo ikke ligge ved poolen hele dagen uden en passende mængde legetøj man kan tage med i poolen:-)
2 Responses to “Sidste dag i smukke Zion…”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Kære Conni
Sikke nogle fantastiske billeder. I får vist oplevet en del mere end på en almindelig ferie. Jeg tror, at der er mange mennesker, der ikke aner, hvad Utah har at byde på. Alene i det sydlige colour country område. Nationalparkerne Zion og Bryce er ens på nogle punkter, men alligevel meget forskellige. Som en eller anden mormon engang for nogle hundrede år siden sagde om Bryce Canyon “it is a hell of a place to lose a cow”.
Det er virkelig storslået natur, men det kræver også noget af rugbrødsmotoren, hvis man skal have de sublime naturoplevelser, og det er en god idé at stå tidligt op, inden det bliver for varmt, og der kommer for mange besøgende. Man føler sig stolt, når man når toppen.
I fik så oplevet både sydranden og nordranden af Grand Cayon, og i flot vejr, og endda på samme dag. Det er der nok ikke så mange, der gør. Jeg er enig i, at den lille Antelope Slot Canyon – både upper og lower canyon – er noget helt specielt. Især for dem, der ynder at tage billeder. Det er også hyggeligt, at man følges med en Navajo guide, som kan sætte lidt yderligere krydderi på turen rundt i den trange canyon med de mest utrolige farver og formationer. Man kan blive helt rundtosset af, hvor smukt der er.
I må have en fortsat skøn og oplevelsesrig ferie, og pas på jer selv out there.
Kh Vibeke
Jamen , fik jeg øje på turen i har været på, godt drengene blev hjemme de kan heldigvis nyde dagen sammen. Jeg må sige at elteide vulkanen ikke er noget i forhånd til jeres tur selvom jeg synes det også var streng ,godt jeg havde dig som hjælper Conni.men mod og vilje har i begge to ,og i hjælper hinanden,men sikken udsigt.kæmpe knus til jer fra mormor