Fra Bill Cody Ranch til Black Hills
Udgivet den:02 juli 2019By Conni Falkner
Vi stod tidligt op – igen… hurtig morgenmad og afsked med fantastiske Bill Cody Ranch – og så var vi klar til endnu en lang køretur. 760 km. Farvel til Wyoming og goddag til South Dakota.
Bill Cody Ranch reception:-)
Bogstavelig talt kørte vi fra Cowboyland ? til Indianerland ?.
Så det var ud over prærien, som igen bød på helt fantastiske udsigter og imponerende vidder hele vejen.
Der er brug for en del kaffe på sådan en tur, så vi stoppede i Tensleep (endnu en vanvittig hyggelig by, som man har lyst til at blive i en uges tid) og tankede kaffe hos Dirty Sally.
Vi gjorde herefter stop ved Devils Tower, som er en mystisk kæmpe “søjle” klippe, som stikker 386meter op i luften ude “in the middle of nowhere….” Et National Monument i Black Hills som nærmest er hellig for indianerne.
Vi holder ikke mange pauser (ud over fotopauser), og det er lidt begrænset, hvor langt man kan køre på peanutbutter/jam sandwich, twizlers, appelsiner og sodavand, så vi var ved at være godt sultne, da vi ankom til byen Deadwood.
Deadwood er mest kendt for, at det er tilladt at spille hasard (til en vis grænse). Det er en rigtig cowboyby med masser af saloons og gamle western-huse. Men de havde en super god burgerbar (Mustang Sally), hvor vi alle fik stillet sulten.
Herefter var der ikke langt til endedestinationen Keystone i Black Hills, hvor vi havde booket et luxustelt (Under Canvas) for 2 nætter. Det fedeste telt med eget bad og toilet, i de mest vidunderlige omgivelser ved Mount Rushmore. Hvad mere kan man ønske sig.
Efter en skøn nattesøvn var alle klar til at tage på udflugt. Første stop var naturligvis Mount Rushmore, som var det sted, som Malthe havde valgt vi skulle se, allerede inden vi begyndte at planlægge turen. Og nu var vi her.
Amerikanerne kan noget med monumenter. De er vildt gode til at bygge monumenter og vise, hvor stolte de er. Og Mount Rushmore, med George Washington, Thomas Jefforson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln hugget ud i granitklippen samt hele flagalléen for alle Staterne var ingen undtagelse. Det var virkelig storslået.
Herefter gik turen videre til Crazy Horse Monument, som er indianernes mindesmærke om, at de også har haft store helte – og at indianeren Crazy Horse faktisk stod i spidsen for det slag, som indianerne vandt over kavaleriet – og dermed fik lov til at blive boende på deres landjord. Det gigantiske monument der skulle vise indianeren Crazy Horse på sin hest, er dog aldrig blevet færdig, faktisk er det kun hovedet der er færdigt. Og selv om man stadig arbejder på den, er det nok tvivlsomt om den nogensinde bliver færdig, men imponerende er det. 🙂
Så havde vi da vist også fået kultur nok for den dag!
Et af de mange gode tip vi havde fået inden turen var at besøge Sylvan Lake (tak for det Henrik?) så det gjorde vi. Afsted til Custer State Park.
Malthe gad ikke gå rundt om søen, så han sprang i og svømmede over. Og det endte da også med, at vi alle kølede af ved søen og havde en super dejlig afslappende eftermiddag.
Nu var entréen til Custer State Park jo betalt, så vi tog lige en omvej på 1 1/2 time på vej tibage til teltet, så vi kunne se lidt mere af parken. Og det var bestemt hele turen værd.
Da vi kom hjem trak vejret op til regn og torden. Så vi havde en dejlig aften i vores lille telt, hvor vi kunne ligge og lytte til regnens trommen på teltdugen, se de store lyn og ikke mindst høre de enorme tordenbrag i bjergene.
Bill Cody Ranch reception:-)
Bogstavelig talt kørte vi fra Cowboyland ? til Indianerland ?.
Så det var ud over prærien, som igen bød på helt fantastiske udsigter og imponerende vidder hele vejen.
Der er brug for en del kaffe på sådan en tur, så vi stoppede i Tensleep (endnu en vanvittig hyggelig by, som man har lyst til at blive i en uges tid) og tankede kaffe hos Dirty Sally.
Vi gjorde herefter stop ved Devils Tower, som er en mystisk kæmpe “søjle” klippe, som stikker 386meter op i luften ude “in the middle of nowhere….” Et National Monument i Black Hills som nærmest er hellig for indianerne.
Vi holder ikke mange pauser (ud over fotopauser), og det er lidt begrænset, hvor langt man kan køre på peanutbutter/jam sandwich, twizlers, appelsiner og sodavand, så vi var ved at være godt sultne, da vi ankom til byen Deadwood.
Deadwood er mest kendt for, at det er tilladt at spille hasard (til en vis grænse). Det er en rigtig cowboyby med masser af saloons og gamle western-huse. Men de havde en super god burgerbar (Mustang Sally), hvor vi alle fik stillet sulten.
Herefter var der ikke langt til endedestinationen Keystone i Black Hills, hvor vi havde booket et luxustelt (Under Canvas) for 2 nætter. Det fedeste telt med eget bad og toilet, i de mest vidunderlige omgivelser ved Mount Rushmore. Hvad mere kan man ønske sig.
Efter en skøn nattesøvn var alle klar til at tage på udflugt. Første stop var naturligvis Mount Rushmore, som var det sted, som Malthe havde valgt vi skulle se, allerede inden vi begyndte at planlægge turen. Og nu var vi her.
Amerikanerne kan noget med monumenter. De er vildt gode til at bygge monumenter og vise, hvor stolte de er. Og Mount Rushmore, med George Washington, Thomas Jefforson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln hugget ud i granitklippen samt hele flagalléen for alle Staterne var ingen undtagelse. Det var virkelig storslået.
Herefter gik turen videre til Crazy Horse Monument, som er indianernes mindesmærke om, at de også har haft store helte – og at indianeren Crazy Horse faktisk stod i spidsen for det slag, som indianerne vandt over kavaleriet – og dermed fik lov til at blive boende på deres landjord. Det gigantiske monument der skulle vise indianeren Crazy Horse på sin hest, er dog aldrig blevet færdig, faktisk er det kun hovedet der er færdigt. Og selv om man stadig arbejder på den, er det nok tvivlsomt om den nogensinde bliver færdig, men imponerende er det. 🙂
Så havde vi da vist også fået kultur nok for den dag!
Et af de mange gode tip vi havde fået inden turen var at besøge Sylvan Lake (tak for det Henrik?) så det gjorde vi. Afsted til Custer State Park.
Malthe gad ikke gå rundt om søen, så han sprang i og svømmede over. Og det endte da også med, at vi alle kølede af ved søen og havde en super dejlig afslappende eftermiddag.
Nu var entréen til Custer State Park jo betalt, så vi tog lige en omvej på 1 1/2 time på vej tibage til teltet, så vi kunne se lidt mere af parken. Og det var bestemt hele turen værd.
Da vi kom hjem trak vejret op til regn og torden. Så vi havde en dejlig aften i vores lille telt, hvor vi kunne ligge og lytte til regnens trommen på teltdugen, se de store lyn og ikke mindst høre de enorme tordenbrag i bjergene.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.