Yiiiiihaaaa – på hesteryg i det vilde vesten
Udgivet den:29 juni 2019By Conni Falkner
Jeg havde inden vi tog hjemmefra booket en tur på 4 timer på hesteryg. Velvidende at INGEN af os har nogen erfaring med at svinge os i sadlen, så kunne det vel ikke gå helt galt – og man kan da ikke bo på en ranch uden at ride på en hest.
Så vi mødte friske op til dagens tur, og fik den første overraskelse, da vi så størrelsen på de heste vi skulle ride på. Man skulle jo nærmest bruge en stige….Men hvis de andre kan, så kan vi også. Christian var dog ikke helt tryg ved situationen, så han valgte at hoppe af hesten igen og tage en slapper på ranchen. Men vi andre klemte ballerne (eller nærmere lårene) sammen, og så afsted.
Til at guide os på turen var en vaske ægte Wrangler, som hed Mike. En fantastik gut på 22, som drømmer om at arbejde som cowboy på en kvæg ranch. Og så var der 2 andre cowboy-gæster. Så 6 mand høj tog vi afsted.
Vi troede, at vi skulle vandre rundt på flade marker og se på markerne, men så kom dagens anden store overraskelse – for planen var en helt anden. Vi skulle bestige 2 bjerge ad små snørklede stier – vi red fra 1.800 meters højde til 2.500 meters højde. Og ned igen.
Vi skulle lige lære at ride “Western-style”, og da vi havde styr på det efter ca. 10 minutter, så gik det egentlig meget godt. Det gik faktisk helt fantastisk. Og da vi nåede toppen følte vi os alle som ægte cowboys – jeg kom endda vist til at sige, at dette her måtte være Kelds “John Wayne-moment”. Det eneste vi manglede var cowboyhatten.
Da vores heste havde fået puklet sig op i 2500 meters højde, ad smalle stenede og meget stejle stier havde vi en fortryllende udsigt over bjergene.
På vejen ned stoppede vi og gav hestene en velfortjent pause. Og så fik vi dagens tredje overraskelse. Vores kære Mike havde medbragt alt til en fantastik frokost i sine saddeltasker. Så der blev lavet et bål, og så blev der grillet burgere (de bedste vi nogensinde har fået) og så kunne vi sidde og nyde dem med en helt ubeskrivelig udsigt.
Dagen i dag går over i historien, og selv om knæ og lægge er pænt ømme nu, så er vi helt sikkert klar til at tage endnu en tur på hesteryg igen en anden dag.
Da vi kom retur droppede vi alle andre planer for resten af dagen og blev på ranchen. Der var arrangeret BBQ i haven, s’mores (skumfiduser mellem 2 kiks) over bål, og så var Malthe med til at male en hest – ja i læste rigtigt – male en hest (altså en levende hest, som males i forskellige farver). Det er åbenbart en tradition på disse kanter, så det skulle da prøves. Man ved jo ikke lige, hvornår man får muligheden for at male en rigtig hest igen.
Og for første gang på turen faldt begge drenge i søvn inden kl. 21:15. Livet som cowboy er hårdt 🙂
Til at guide os på turen var en vaske ægte Wrangler, som hed Mike. En fantastik gut på 22, som drømmer om at arbejde som cowboy på en kvæg ranch. Og så var der 2 andre cowboy-gæster. Så 6 mand høj tog vi afsted.
Vi troede, at vi skulle vandre rundt på flade marker og se på markerne, men så kom dagens anden store overraskelse – for planen var en helt anden. Vi skulle bestige 2 bjerge ad små snørklede stier – vi red fra 1.800 meters højde til 2.500 meters højde. Og ned igen.
Vi skulle lige lære at ride “Western-style”, og da vi havde styr på det efter ca. 10 minutter, så gik det egentlig meget godt. Det gik faktisk helt fantastisk. Og da vi nåede toppen følte vi os alle som ægte cowboys – jeg kom endda vist til at sige, at dette her måtte være Kelds “John Wayne-moment”. Det eneste vi manglede var cowboyhatten.
Da vores heste havde fået puklet sig op i 2500 meters højde, ad smalle stenede og meget stejle stier havde vi en fortryllende udsigt over bjergene.
På vejen ned stoppede vi og gav hestene en velfortjent pause. Og så fik vi dagens tredje overraskelse. Vores kære Mike havde medbragt alt til en fantastik frokost i sine saddeltasker. Så der blev lavet et bål, og så blev der grillet burgere (de bedste vi nogensinde har fået) og så kunne vi sidde og nyde dem med en helt ubeskrivelig udsigt.
Dagen i dag går over i historien, og selv om knæ og lægge er pænt ømme nu, så er vi helt sikkert klar til at tage endnu en tur på hesteryg igen en anden dag.
Da vi kom retur droppede vi alle andre planer for resten af dagen og blev på ranchen. Der var arrangeret BBQ i haven, s’mores (skumfiduser mellem 2 kiks) over bål, og så var Malthe med til at male en hest – ja i læste rigtigt – male en hest (altså en levende hest, som males i forskellige farver). Det er åbenbart en tradition på disse kanter, så det skulle da prøves. Man ved jo ikke lige, hvornår man får muligheden for at male en rigtig hest igen.
Og for første gang på turen faldt begge drenge i søvn inden kl. 21:15. Livet som cowboy er hårdt 🙂
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.